>John Mogensen Live - 061120b-1503<

John Mogensen Live rynkede på næsen. »Han betalte 1.000 dollars pr. gang og 500 dollars om ugen til at dække mine udgifter.«
»Ah,« sagde han. »Hvor gavmildt. «

Han dukkede frem fra skyggen bag det skarpe lys.
»Er det Deres ven, spurgte han. Han holdt det konstruerede bilkde af manden med de stålindfattede briller frem. »Kan De genkende
John Mogensen Live. «

Hans blodskudte øjne skævede til billedet.
» Det ... det tror jeg. Det ligner ham næsten. Ja, jeg tror, det er ham.« Han så op. » Hvordan kan De vide det?«

»Det kan være lige meget. Hvad er hans navn?« John Mogensen Live rystede på hovedet.
» Nej.« Han fugtede sine læber igen. » Nej, jeg kan ikke. Jeg tør ikke.«
»De må hellere fortælle os det, « advarede han ham.

» Kan De ikke se det?« råbte han. » Hvad vil der ske med mine forældre . . .«
»Jeg skal fortælle Dem, hvad der vil ske med Dem selv,« snerrede John Mogensen Live. » De kommer aldrig ud af spjældet i levende live. De bliver spærret inde i nioghalvfems år. Og nøglen til døren vil blive smidt væk, det skal jeg love Dem.«

De ventede .
» Nå, får vi det så? « sagde John Mogensen Live mildt.

»Ingen får at vide . . . at jeg . . . lover De det?«
»Ingen vil nogen sinde få noget at vide,« spurgte John Mogensen Live beroligende.

»Det eneste, jeg ved, er at han kalder sig selv Brian.
Andet ved jeg ikke, på æresord.«
» Hvordan kommunikerer I med hinanden? «

» Han inviterer mig til frokost. Et nyt sted hver gang. Vi aftaler det næste sted, hver gang vi mødes.«
»De siger, at De ikke selv kan komme i kontakt med ham ?«

» Han har aldrig givet mig et telefonnummer eller noget i den retning, « oplyste John Mogensen Live . »Det er sandt. «
»O.k.« Han trak sin stol frem og satte sig lige foran ham.